Syndere i en vred


Guds hænder


Jonathan Edwards var en amerikansk prædikant, som blev brugt mægtigt af Gud for ca. 200 år siden. Overalt hvor han holdt denne prædiken, blev mænd og kvinder grebne af overbevisning om synd og råbte til Gud om nåde.


 


Tekst: „Deres fod skal snuble på den tid". (5. Mos. 32-35). (Eng. oversættelse).

Udtrykket, jeg har valgt til min tekst, „deres fod skal snuble på den tid", synes at betyde de følgende former for straf og ødelæggelse, som ville møde disse frafaldne israelitter: „At de altid var udsatte for ødelæggelse, lige­som en, der står eller går på slibrige steder altid er udsat for at falde; at de altid var udsatte for at falde af dem selv, uden at blive kastet om af en anden som den, der står eller går på slibrig grund, ikke behøver noget uden sin egen vægt til at falde omkuld; at grunden hvorfor de ikke allerede var kastede omkuld og ikke faldne nu, kun var den, at den af Gud bestemte tid endnu ikke var nået, thi der står skrevet, at når den bestemte og udvalgte tid kommer, „skal deres fødder snuble". Da skulle de blive overladt til at falde, som de var selvskrevet til det ved deres egen xægt. Gud vil ikke længere holde dem oppe på disse slibrige steder, men vil lade dem gå, og så i sam­me øjeblik vil de falde i fordærvelse ligesom den, der står på en slibrig hældende grund ved kanten af en af­grund, hvor han ikke kan stå alene da, når de andre slipper ham, øjeblikkelig vil falde og er fortabt.

Der er intet, der for et eneste øjeblik, kan holde ufrel-ste mennesker ude fra helvede uden Guds forgodtbefin­dende. Ved Guds forgodtbefindende mener jeg hans ube­grænsede forgodtbefindende og hans egenmægtige vilje. Der tilbageholdes ikke af noget hensyn og hindres ikke af nogen vanskelighed. Hvis det ikke var for hans kær­ligheds skyld, ville Gud ikke på nogen som helst måde løfte sin hånd til bevarelse af onde mennesker.

At dette er sandt, vil du forstå ved at tage følgende i betragtning: Gud mangler ikke magt til hvert eneste øjeblik at kaste ufrelste mennesker i Helvede. Menne­skers hænder kan ikke stå imod, når Gud rejser sig; den stærkeste har ingen kraft til at modstå ham, ej heller kan nogen rive noget ud af hans hænder. Han er ikke alene i stand til at kaste ufrelste mennesker i Helvede, men han kan meget let gøre det.

Undertiden kan en jordisk hersker stå overfor vanske­ligheder ved at undertrykke en oprører, som har fundet veje til at forsvare sig og er blevet stærk på grund af til-


hængere. Det er ikke således med Gud. Der er intet fort, der kan forsvare sig mod Guds magt.

De fortjener at blive kastet i Helvede. At den guddom­melige retfærdighed bliver sat i funktion. Den guddom­melige retfærdighed gør ingen ophævelser over, at Gud bruger sin magt til i hvilket som helst øjeblik at ødelægge dem; tværtimod lover retfærdigheden dem en evig straf for deres synder.

De er allerede under en fordømmelsesdom, der kaster dem i Helvede. De fortjener ikke alene med rette at blive kastet derned; men Guds lovs dom, den evige og uforanderlige retfærdigheds regel, som Gud har oprettet mellem sig selv og mennesket, går imod dem og står imod dem, så de allerede er bestemt til Helvede.

De er nu genstand for den samme Guds fortørnelse og vrede, som er udtrykt i helvedes pine, og grunden, hvor­for de ikke øjeblikkelig går til Helvede, er ikke, at Gud, i hvis magt de er, ikke er vred på dem, lige så vred som han er på mange af de stakkels skabninger, der bliver pint i Helvede, de som allerede nu føler og bærer hans vredes styrke. Ja, Gud er i virkeligheden mere vred på en mæng­de, som nu er på jorden, (måske på mange, der tager det let og ligegyldigt), end han er på mange af disse, som nu er i Helvedes ild. Så det er ikke, fordi Gud er uvidende om deres ondskab og ikke harmes over dem, at han ikke slipper vreden løs og skærer deres livstråd af. Gud er ikke en som de selv, skønt de antager ham at være sådan. Guds vrede brænder imod dem; deres forbandelse slumrer ikke; afgrunden er beredt; ilden er beredt; ovnen er opvarmet, klar til at modtage dem; flammerne raser og blusser alle­rede; det glinsende sværd er skærpet og holdes over dem, afgrunden har åbnet sin mund under dem.

Djævelen står klar til at falde over dem og gribe dem som sine egne, i samme øjeblik Gud tillader det. De til­hører Satan, han har deres sjæle i besiddelse og under sit herredømme. Skriften skildrer dem som hans ejendom; de onde ånder våger over dem, de er altid nær dem for at gribe deres højre hånd; de venter på dem som sultne lø­ver, der skuer deres bytte og venter på at få det, men fore­løbig holdes de tilbage. Hvis Gud ville borttage sin hånd, ved hvilken de nu holdes tilbage, ville disse ånder i et nu


kaste sig over disse stakkels sjæle. Den gamle slange ga­ber efter dem som en fugleunge efter føde. Helvede åb­ner sin mund vidt op for at modtage dem. Hvis Gud ville tillade det, ville de hastelig blive opslugt og fortabt.

Der hersker i disse onde menneskers sjæle djævelske motiver, som i et nu kan antænde og blusse ud som hel­vedes ild, hvis det ikke var sådan, at Gud holdt det til­bage.

Der er i hvert kødeligt menneskes natur nedlagt en grundvold for helvedes pine eller kval; det er disse for­dærvede motiver som er en herskende kraft i dem og i fuld besiddelse af dem. Det er dette, der er begyndelse til Helvedes ild.

Der er ikke i noget øjeblik sikkerhed for onde men­nesker, selv om der ikke er nogen synlig dødsmåde ved hånden. Det er ingen sikkerhed for det naturlige menne­ske, som har et godt helbred, at han ikke kan se, om han i et øjeblik skulle forlade denne verden på grund af en ulykke, og at der ikke på nogen måde er nogen synlig fare for hans vedkommende. Vredens mangfoldige og vedvarende erfaringer ned gennem tiderne viser, at der ikke er noget bevis for, at et menneske ikke er på af­grundens rand, og at det næste skridt vil føre det ind i evigheden. De usynlige og utænkte måder og veje, hvor et menneske pludselig går ud af denne verden, er utal­lige og ubegribelige. Ufrelste mennesker går over Helve­des afgrund på rådne planker, og der er utallige steder, hvor disse planker er så svage, at de ikke bærer deres vægt, men disse steder kan ikke ses. Dødens pile flyver usynlige om dagen, og de skarpeste øjne kan ikke skelne dem. Gud har så mange måder, forskellige og uransage­lige, at tage onde mennesker ud af denne verden på og sende dem til Helvede, at der tilsyneladende ikke er no­gen grund for, at Gud skulle gøre et mirakel eller gå udenfor de almindelige retningslinier for hans forsyn for at tilintetgøre et hvilket som helst ondt menneske i et eneste nu.

Almindelige menneskers klogskab og forsigtighed for at bevare deres liv eller andres forsigtighed for at bevare dem, sikrer dem på ingen måde. Guddommeligt forsyn og almindelig erfaring vidner også om dette. Der er klare beviser overfor døden. Hvis det var anderledes, ville man se forskellen mellem denne verdens kloge og vise men­nesker og andre med hensyn til deres forhold overfor tidlig og uventet død; men hvorledes er det i virkelighe­den? Hvorledes dør det vise menneske? „Som en dåre"!

Gud har ikke underlagt sig nogen forpligtelse eller noget løfte til på nogen måde at fri det kødelige menne­ske fra Helvede. Gud har på ingen måde givet løfter om evigt liv eller udfrielse fra evig død, end hvad- nådens pagt indeholder, løfterne, som er i Kristus, i hvem alle løfterne har deres ja og amen; men disse mennesker har ingen interesse i nådepagtens løfter, de som ikke er pag­tens børn, som ikke tror nogle af pagtens løfter, ej heller


har nogen interesse i pagtens mellemmand. Derfor er det, at det kødelige menneske af Guds hånd holdes over Hel­vedes afgrund. De har fortjent denne frygtelige afgrund, og er allerede dømte til den. Gud er frygtelig fortørnet. Hans vrede er stor mod dem, ligesom mod dem, der alle­rede lider under fuldbyrdelsen af hans brændende vrede i Helvede. De har på ingen måde prøvet at formindske eller formilde denne vrede, ej heller er Gud på nogen måde bundet ved noget løfte om at holde dem oppe.

Djævelen venter på dem. Helvede er åben for dem, flammerne breder sig og blusser om dem, ja næsten længes efter at opsluge dem; den indespærrede ild i deres egne hjerter kæmper for at bryde ud, og de har ingen interesse i nogen formidler; der er intet middel for hån­den, som kan være nogen sikkerhed for dem; i det hele taget har de intet tilflugtssted, intet at holde fast i, alt hvad der i øjeblikket bevarer dem, er en flammende Guds egenmægtige vilje og uforpligtede tålmodighed.

Må alt dette opvække ufrelste mennesker.

Dette, som du her har hørt, er tilfældet med hver ene­ste af jer, som er udenfor Kristus.

Denne elendige verden; denne sø af brændende svovl er vidt åben under dig. Der er den frygtelige afgrund af Guds vredes glødende flammer, der er Helvedes brede gab åben. Du har intet at stå på eller holde dig fast til, der er kun luften mellem dig og Helvede; det er kun Guds magt og hans vilje, som holder dig oppe.

Guds vrede er som store vande, der foreløbig er op-dæmmede; de stiger og bliver højere, til der åbnes et udløb. Jo længere strømmen holdes tilbage, jo hurtigere og mægtigere er dens løb, når den gives fri. Det er sandt, at dommen over dine onde gerninger endnu ikke er fuldbyrdet! Guds hævns flod er blevet holdt tilbage; men din skyld er i mellemtiden ustandselig vokset, og hver dag har du samlet mere og mere vrede. Vandene stiger og stiger, de bliver mægtigere og mægtigere. Der er in­tet uden Guds hellige vilje, som holder vandene tilbage, vandene som er i bevægelse gennem at blive holdt tilbage, og som presser hårdt på for at komme frem. Hvis Gud ville drage sin hånd tilbage fra vandporten, ville den øje­blikkelig flyve op, og den frygtelig flod af Guds heftig­hed og vrede ville vælde frem med et ubegribeligt raseri og komme over dig med en almægtig kraft. Hvis din styrke var ti tusinde gange stærkere, end den er, ja, ti tusinde gange stærkere end styrken af den stærkeste og mest brutale djævel i Helvede, ville dette intet være til at kunne modstå dette. Guds vredes bue er spændt, og pilen påsat snoren, og dommen vender pilen mod dit hjerte og strammer buen, og det er intet andet, end Guds hellige vilje, den er uden noget løfte eller nogen forplig­telse, som holder pilen fra i løbet af et øjeblik at blive drukket af dit blod. Gud, som holder dig over Helvedes afgrund, sådan som man kan holde en edderkop eller an-

 


det modbydeligt insekt over ilden, afskyr dig og er fryg­teligt udæsket; hans vrede overfor dig brænder som ild. Han ser på dig som en, der ikke er bedre værd end at blive kastet i ilden; hans øjne er så rene, at han ikke tåler synet af dig. Du er ti tusinde gange mere vederstyggelig i hans øjne, end den mest hadefulde og modbydelige øgle er i dine øjne.

Du har fortørnet ham uendelig mere, end en oprører nogen sinde har det overfor en hersker; og dog er det kun hans hånd, som holder dig tilbage fra hvert øjeblik at falde i ilden. Det kan intet andet tilskrives, at du ikke for til Helvede sidste nat, efter hvilken du blev tilladt at vågne op i denne verden, efter at du havde lukket dine øjne for at sove. Der gives ej heller nogen anden grund, hvorfor du ikke i løbet af dagen er endt i Helvede, end at det er Guds hånd, der har holdt dig oppe.

Der er ingen anden grund givet, hvorfor du ikke er gået til Helvede, medens du sidder her i Guds hus, for­tørnende hans rene øjne ved gennem din syndefulde onde måde at deltage i hans højtidelige tilbedelse; ja, der kan ikke gives anden grund, hvorfor du ikke i dette øjeblik forsvinder ned i Helvede.