arnfinnharam Says
 

August 6, 2008 at 11:25 am

Til “KirkeNyt”:

Det er heilt normal - om ikkje hyppig - ekumenikk, i alle fall i Noreg, at ein er gjestepredikant i ulike trussamfunn. Vigsla og gudsteneste eg skriv om, var ikkje katolsk/lutherske, men heilt og full i regi av ‘Den norske kyrkja’.

Den “reine lutherdomen” som “KirkeNyt” ser ut til å forfekte, er forlengst “en saga blott” i dei nordiske folkekyrkjene; også i den danske, så vidt eg kan forstå. Det er ikkje lett å finne klassisk luthersk kristendom, som gjennomført kyrkjeleg praksis, i det heile i dag.

Ovenstående er sakset fra en norsk blog, hvor en katolik (formoder jeg) fortæller at man ikke længere kan finde klassisk luthersk kristendom, hverken i den danske eller den norske folkekirke.

I bloggen finder man også følgende udsagn (på ny norsk)

Klokka fire deltok eg som katolsk prest i ei luthersk vigsle, i Nordstrand kyrkje. Den eine parten er katolikk. Vigsla stod den lutherske soknepresten for. Eg hadde preika og var med i forbøna og velsigninga. Ei uanstrengt og meiningsfull form for ekumenisk kontakt. Denne helga er altså i ekumenikkens teikn - ikkje konstruerte “tiltak”, men deltaking i vanlege samlingar, dele det du har å gje. Ikkje polemisk, men tydeleg. Du får også noko tilbake. Som på den måten “kjem heim” og gjer kyrkja sin katolisitet rikare.

Her fortæller forfatteren af indlægget glad, at den norske kirke er kommet hjem, og er blevet rigere på grund af det katolske islæt.

Man kan ikke undgå, at se det sørgelige ske lige for vore øjne, at store dele af den lutherske kristendom, og også den såkaldte pinsebevægelse i Skandinavien er ved at falde i den katolske moderkirkes klør.

Glemt er den katolske kirkes forfølgelse af anderledes troende. Glemt er martyrernes heltemodige død på katolske bål, uhyrligheder som den katolske kirke aldrig har taget afstand fra.

Nej nu laver man refugier, hvor man kan gå afsides og finde sig selv, som var det et katolsk kloster. Man dyrker selvet og valser på bedste new age vis ind i det store frafald fra sand kristendom.

Hvad er der blevet af de skarpe kristne, der kunne se igennem forførelsens lumske planer, hyrderne der kunne lede menigheden på den lige vej mod målet, uden om disse lumske fælder.

Paulus’ brev til Timotheus  fortæller noget om det der sker for kristenheden i dag, nemlig:

v1 Men Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme, v2 forledte dertil af hykleri hos løgnlærere, som er brændemærkede i deres egen samvittighed.

Nu omtaler man ikke længere den katolske kirke som det den er, nemlig skøgekirken, den kirke det har sine dybe rødder i den gamle babylonske afgudsdyrkelse, men som så sit formål i at blive ”kristen” og give alle sine gamle afguder en kristen identitet.

Hvad er der sket, siden selv gamle pinsekristne falder for bedraget og bliver katolske?

Det der sker er at den dæmoniske verden sætter sit sidste store angreb ind på hvad der er tilbage af kristendommen, og da disse kristne har mistet retningen, har mistet kontakten til Jesus Kristus og går efter hvad der rører sig mest i tiden af dybt okkulte tiltag, som okkulte vækkelsesprædikanter, mennesker der opretter refugier hvor man kan dyrke selvet, og meget mere af denne slags, så falder man på stribe.

Mon troen findes på jorden når Jesus kommer igen?

Nu findes de åndelige kæmper i bl.a. Nord Korea, hvor man ofrer livet for evangeliet uden  at beklage sig,

I de muslimske lande hvor det koster forfølgelse og død at bekende sig som kristen.

Her i Skandinavien er vi under angreb både af islam og den katolske ånd, og hvad gør man?

Man går i et refugie, og ”kommer nærmere gud”, men hvilken Gud mon?